TEKST- OG WEBREDAKTION

Jeg hjælper enkeltpersoner og mindre virksomheder med tekst- og webredaktion. Har redigeret og skrevet tekster for bl.a. InfoMedia, Atraveo, Expedia, Alkohol & Samfund og JobZonen. Se også CV. 

Kan også installere og redigere WordPress-hjemmesider på alle danske webhoteller. Har været webredaktør eller webkonsulent på Hope.dk, Hope.dk/ung, Outsideren.dk, Bad-ad.dk, Grafisksamfund.dk, Direkteweb.dk m.fl.

Nedenfor links til egne kortere blogtekster.

.

Europa-Parlamentsvalget 2014       Anmeldelse af Tænketanken Europa      Censur og informationsfrihed i Tyrkiet     Demokratisk jackpot eller blålys?
Roskilde Stones!      DBU, barrieren, Berendt og bolden       Det ukendte ikon fra Den Himmelske Fredsplads 
Fremtiden tilhører papirmediet       Er større europæisk kontrol med internettet muligt?  
Tysk disciplin skal redde synkende Fulham FC         Cavling Pris til kontroversiel DR-dokumentar
Det historiske kommunalvalg 2013      Det nye parti ’Alternativet’        Musik om samfund
Nordisk Råd og nordisk gråd     Sol over Danmargarine      Da Springsteen væltede Berlinmuren
Håbet der solgte sin sjæl      Toget fra Moskva til Hof       Historien om Bouazizi

.

Censur og informationsfrihed i Tyrkiet

Der er ballade i Tyrkiet om sociale mediers indflydelse på politik. For premierminister Recep Erdogan står i problemer til langt over jakkesættet. Anklager om korruption hagler ned over ham. Og anklagerne er startet på de sociale medier. Hør en af de påståede lydoptagelser af korruptionsaftaler med Erdogan her.

Alt sammen har gjort den temperamentsfulde Erdogan gal i skralden. Og fik han sin vilje, blev Twitter, Facebook og YouTube lukket før solen næste gang går ned over Istanbul. Han ser nævnte medier som en plage for det tyrkiske samfund og for hans mulighed for at beholde magten.

Den 20 og 21. marts blev Twitter således blokeret for de godt ti millioner tyrkiske brugere af tjenesten. Erdogans regering har besluttet, at myndighederne må blokere sites på nettet, der “skader” Tyrkiet. Og det uden en dommerkendelse. Noget der ligner iranske tilstande, og loven har medført store protester i tyrkiske storbyer.

Men den evige kamp mellem magten, folket og informationsfriheden er også særlig tydelig i et Tyrkiet, der ikke er en del af Europa og ikke en del af Mellemøsten. Ikke en del af den frie verden og ikke en del af den lukkede. En sekulær stat, men en religiøs nation. Et land i en gråzone mellem modernitet og fortid.

Og derfor kan Tyrkiet ikke finde sine fødder i forhold til sociale medier. Og ikke kun når premierministeren er i fedtefadet. Således blev YouTube blokeret i Tyrkiet fra 2008 til 2010, da der var videoer på sitet, der krænkede landsfaderen, Kemal Atatürk. Og fremover vil vi sikkert se flere blokeringer af sociale sites, og vi vil se åbenlyse protester mod Erdogans forsøg på at styre informationsstrømmen.

Derfor er Tyrkiet en interessant skueplads for kampen mellem censur og informationsfrihed. I den tyrkiske gråzone kan ingen af delene knuse den anden.

……………………………………………………………………………………………………………………………………………

Anmeldelse af Tænketanken EUROPA

En ny tænketank er skabt. En, der tænker på Europa. Og på Danmark i Europa. For forskellige organisationer og fonde gik fornyelig sammen om Tænketanken EUROPA, som skal skyde ny energi og viden i Europa-debatten i Danmark. Et spændende initiativ med skarpere formål og flere ressourcer end f.eks Europabevægelsen.

Men hvordan præsenteres den tænkende tank? Mærker man passionen for Europa? Skyder formidlingen liv i en sløj Europa-debat? Eller er den blank som skoen på en EU-diplomat? Her en logo-, web- og medieanmeldelse af Tænketanken EUROPA.

Logoet – Det nye sort

Logoer er vigtige. De kan sammenlignes med flaget for nationen eller den gule trøje for Brasiliens VM-hold. Et visuelt og enkelt symbol, der booster afsenders identitet, og viser dets værdier og egenskaber. 

Tænketankens logo lever ikke helt op til dét. Det indeholder hele otte farver, ikonet er svært at tyde, og den sorte baggrundsfarve er et kryptisk valg.

Logoer på sort giver ofte et skarpt udtryk. Men jeg syntes ikke sort, flugter Tænketankens mål om et åbent DK, der retter lyset mod Europa. Sort baggrund ser man som regel i logoer for spillesteder, natklubber, eksklusive produkter eller subkulturer. Og dér hører en udadvendt tænketank vel ikke til. 

Øjne vænner sig til mørke. Og den sorte farve skyldes måske et behov for at markere sig som ny spiller? Men man bliver ikke det nye sort ved at klæde sig i sort. 

De overlappende linjer i ikonet symboliserer Europas mangfoldighed, samhørighed og samarbejde. Men det er ikke dét man umiddelbart tænker, når man ser det. Samtidig danner de et avanceret E for Europa. Men det ser man heller ikke i forbifarten. Først med lup ser man et E.

Men væk med de kritiske linser. Logoet er ikke udueligt. Tanken med ikonet er god, men svær at afkode. Hvis venstre side af ikonet var væk, så det reelt ligner et mangfoldigt E, var det bedre. Så var det faktisk flot og elegant.

Thinkeuropa.dk – Æstetik og mikropassioner

Tænketankens website er som logoet. Skarpt og flot, men svært at komme ind på livet af.

Alle billeder på sitet er i sort-hvid, som så ellers er præget af farverne rød, grøn og blå. Det giver et meget æstetisk udtryk, men også distance til brugeren. Groft sagt ligner det mere et stilstudie end et website, der byder indenfor med viden og debat om EU og Europa.

Tænketanken skriver, at sitet skal vise, “at det er sjovt, vedkommende og spændende at engagere sig i europadebatten”. Men lige nu er det nok mest EU-æstetikere og EU-ultras, der syntes sitet er sjovt. Designet forstyrer indholdet, som også først viser sig i øverste bjælke, når man klikker på “Menu”. 

Den anvendte skrifttype er også mere moderne end læsevenlig.

Sitet har en interessant og god feature, der hedder “Passioner” med underpunkterne Politik, Økonomi, Socialt, Værdier og Ressourcer. Men featuren står i mikrostørrelse og folder først ud, når man klikker på det. Hvorfor gemme passioner og den gode idé på den måde?

Scroller man længere ned, er der flere fremhævede historier, som giver et mere rodet og uoverskueligt udtryk. Men det er rod med stil. 

Thinkeuropa.dk byder ikke brugeren ind i Europa. Det er flot, men alt for stilfuldt. Designet er vigtigere end brugervenligheden. Måske har sitet ikke været gennem de nødvendige brugertest, før det blev lanceret? 

Mit råd er at fremhæve menuen og passionerne i øverste bjælke. Og selvfølgelig skal der være liv og udvalg af historier på forsiden. Men man må også prioritere historierne på en forside. Og der må gerne være farve på billederne. Europa er ikke sort-hvid. Europa er farver.

Besøg Thinkeuropa her.

Til gengæld er der farver på Tænketankens aktive profiler på Facebook og Twitter. Som det skal være for en organisation, der vil ud over rampen, er Tænketanken til stede på sociale medier med flere opdateringer i døgnet om gøren, laden og deltagelse i medierne. Glimrende. Se her og her.

I medierne – En analytisk ja-hat

I EP-valgkampen var Tænketanken vist ret stille. Men efterfølgende har jeg hørt flere indspark i debatten af bl.a. direktøren Bjarke Møller, som tidligere var chefredaktør på Ugebrevet Mandag Morgen, og af forskningschefen Catharina Sørensen.

Deres indspark har været saglige og mere analytiske, end hvad f.eks. Europabevægelsen plejer at levere. Europabevægelsen er mere båret af en følelse for og ikke en analyse af EU og Europa. Så Tænketankens indlæg so far lover godt. Det har også virket mere nøgternt, end hvad man kender fra “politiske” tænketanke som CEPOS, CEVEA og AE. 

De har bl.a. understreget, at EU-skeptikerne jo ikke vandt EP-valget, som historien ellers har været med Messerschmidt i alle overskrifter. For de EU-positive partier fik 70 pct. af stemmerne. Danskerne siger ikke halleluja, men et stort flertal ejer en ja-hat med Europa på.

Tænketanken EUROPA er relevant og oplagt. Men de må også gerne tænke over logoet og websitet. Så en mindre god grafisk start. Men god på andre fronter.

Demokratisk jackpot eller blålys?

Hvis én million EU-borgere skriver under for en sag, og underskrifterne afleveres til EU-Kommissionen, er Kommissionen forpligtiget til at tage sagen op i EU. Også kaldet “Det Europæiske Borgerinitiativ”, som blev indskrevet i Lissabon-traktaten.

Er der så demokratisk jackpot ved EU-kasse 1, når underskrifterne afleveres? Næppe. Men kampagnen Right2Water er det første initiativ og har de sidste fire år indsamlet nær to millioner underskrifter.

Right2Water mener, at vand og sanitet er et offentligt gode og ikke en råvare, man kan handle med. De ønsker:

1. At alle borgere i EU har adgang til rent vand.

2. At vandforsyningen i EU ikke privatiseres.

Right2Waters initiativ har medført, at der nu laves en EU-rådgivningsservice om vand og sanitet, og at der arrangeres en EU-konference om emnet. Men Right2Water mener ikke, det er nok. De opfordrer Kommissionen til at handle mere direkte.

Modsat siger Kommisionen, at lovgivning om vand er et nationalt anliggende, og at man ikke vil gøre mere ved sagen.

Eksemplet viser, at borgerinitiativet er en udmærket idé, men at det støder hovedet mod virkeligheden i EU. Problemerne er:

1. Underskrifterne er ikke (nødvendigvis) udtryk for en almen holdning i EU. Godt nok skal de indsamles i minimum en fjerdedel af medlemslandende. Men med 28 medlemslande og en halv milliard EU-borgere er det tvivlsomt om nok så mange underskrifter er udtryk for en almen europæisk holdning.

2. EU-Kommissionen ser initiativet som en trussel mod deres eneret til at stille lovforslag. Kommissionen tager derfor kun initiativet alvorligt, hvis sagerne flugter deres egne holdninger.

3. Det er stadig langt nemmere for pengestærke organisationer at lave almindelig lobbyisme over for EU-Kommissionen og i Europa-Parlamentet.

Borgerinitiativet sælges som et demokratisk fremskridt, men fører nok ikke Bruxelles tættere på hverken Bilbao, Billund eller Bielefeld. Nogen vil måske endda kalde initiativet et demokratisk blålys?

Læs mere om borgerinitiativet her og om Right2Water her.

……………………………………………………………………………………………………………………………………………

Roskilde Stones!

Rolling Stones er hovednavn på Roskilde 2014. Det får de 20 mio. for. Men man kunne også ha´ brugt pengene på at hylde festivalen, som den var engang. Som den var i 90´erne. Og hylde den med en stenstatue. En Roskilde Stones! For Roskilde dengang var selvfølgelig større og stærkere end i dag. Mere nyskabende, mere cool, mere monumental. Eller er det bare nostalgi?

Men 90´erne var brydningstid i musikken. Nye genrer og udtryk opstod. Britpop, klynkerock, grunge, triphop og electrorock er alle børn af den tid, og pegede alle ind i fremtiden. Så jo: musikken var sgu stærkere på Roskilde i 90´erne, publikum flere, beatet højere og vejret som det nu var.

Som i 1990 da Midnight Oil fyrede op for for klassikeren Beds are Burning og satte alt i brandmens solens sidste stråler gik ned bag Orange Scene. Eller da vandmasser og en satans storm slugte festivalen i 1991. Men man tog det sure med det søde i de gode 90`ere.

Og det søde stads var der nok af i 1992, hvor grungerocken slog ring om vores EM i fodbold. Pearl Jam spillede intro til 2-0-sejren i finalen i Gøteborg, mens Nirvana jammede tredje halvleg og førte alle os rockende roligans ind i en berusende nat.

Man må også nævne Neil Youngs og New Orders midnatskoncerter i 1993, mytiske Jeff Buckleys eneste optræden i Danmark på Festivalen i 1995 og Oasis og Radiohead, der samme år spillede store koncerter i Roskildes små telte inden de blev verdensstjerner. Oasis havde bl.a. urpremiere på det senere storhit Don´t Look Back in Anger.

Mews koncert derude i 1998, hvor ingen kendte dem, men alle hørte noget stort var i spil, er også et højdepunkt samt Kraftwerks comeback-koncert samme år.

Roskilde i 90´erne var en poetisk maskine af ikoniske øjeblikke! Få nævnt, mange glemt.

Og dengang ku herligheden endda ses og høres for en tredjedel af dagens billetpris. Så når Jagger synger “I can´t get no, satisfaction” på Orange til sommer, er det en sang om, at alt var bedre i går. Også Roskilde-Festivalen. Måske? Jeg har ikke været der siden år 2000.

Men en statue til nostalgiens Roskilde. En Roskilde Stones!

……………………………………………………………………………………………………………………………………………

DBU, barrieren, Berendt og bolden

Da Elkjær lavede sit solomål mod Belgien ved EM i 1984. Da Faxe ramte den i røven i EM-finalen i 1992. Eller da vi næsten slog brasserne i kvartfinalen ved VM i 1998. Ja, da gav det også Dansk Boldspil Union (DBU) et stærkt image. For DBU har ansvar for alt omkring landsholdet. Udpegning af landstræner, udvikling af talenter og alt andet praktisk.

Men siden år 2000 har landsholdet ikke spillet bold som i gamle dage. Og det har ført til, at DBU mere og mere har lukket sig om sig selv. F.eks har DBU ikke set medierne som en relevant medspiller. I stedet er journalister mødt med mistro og skepsis og ikke som kontaktpersoner til fodbolddanmark.

Således har landsholdspillerne ikke stået særlig meget til rådighed for medierne. Stemningen til landsholdets pressemøder har været dårlig og til tider fjendtlig. Og spillerne har haft forbud mod at bruge sociale medier som Twitter, når de var samlet med landsholdet. Dansk Barriere Union har DBU fungeret som de senere år.

Det lukkede image er DBU´s kommunikationschef, Lars Berendt, symbol på. Han har altid virket tør og konservativ, selvom han sikkert ofte blot har sagt, hvad ledelsen besluttede. Men skyldig eller ej, så blev kommunikationschefen fyret, da DBU´s nye formand, Claus Bretton-Meyer, i den forgangne uge satte sig i stolen. For den nye formand vil lægge en ny kommunikationsstrategi. DBU skal nu være mere åben overfor offentligheden, lyder det.

DBU og landsholdet er nemlig afhængig af folkelig opbakning og må ikke tage den for givet. Det har tomme tribuner til kvalkampe i Parken talt alt om. Således skal DBU “stå anderledes i hele oplevelsesbilledet ude omkring hos fans og alle dem, der følger med i det, vi laver” har den nye formand sagt

DBU skal kort og godt være mere folkelig. Og de skal nu bryde en barriere, de selv har bygget. DBU skal derfor lave et “Faxe-spark” og spille bedre bold med medierne. Og spiller landsholdet så også bedre bold på banen – ja, så er der mål! 1-0 til den strategi.

……………………………………………………………………………………………………………………………………………

Det ukendte ikon fra Den Himmelske Fredsplads

Oprør mod et diktatur sker ofte fra hovedstadens største plads. Senest i Ukraine, hvor Maidan-pladsen i Kiev var epicenter for oprøret mod Janukovitj. På samme vis var Tahir-pladsen i Kairo vigtig i den egyptiske revolution i 2011.

Ved at gøre oprør fra en central plads i en storby får man selvfølgelig rum til mange demonstranter og dermed opmærksomhed fra regimet, medierne og omverdenen. Men symbolsk betyder det også noget, når et oprør indtager et trafikalt og historisk knudepunkt i en storby.

Men det lykkes ikke altid at knække diktaturet. Det var bl.a. skæbnen for studenteroprøret i Kina i 1989 som i år er 25 år siden.

Oprøret blev jo slået brutalt ned. Men udenlandske medier var tilstede, da Den Røde Hærs kampvogne rullede ind på Den Himmelske Fredsplads. Og fra et hotel, der lå ved pladsen, filmede en fotograf, da en demonstrant stillede sig ene mand foran kampvognene og fik dem til at stoppe.

Men trods den ikoniske handling ved ingen 25 år efter, hvem demonstranten var. Han blev ikke anholdt af de kinesiske myndigheder, men blev hjulpet væk af meddemonstranter, der løb ind på pladsen og hentede ham, da “legen” blev for farlig. Og siden er han forsvundet i mængden.

Se eller gense her den både uhyggelige og håbefulde råoptagelse af det ukendte ikon fra Den Himmelske Fredsplads.

……………………………………………………………………………………………………………………………………………

Fremtiden tilhører papirmediet!

To store medier har nu indset det: Fremtiden tilhører papirmediet! Således har Mandag Morgen og nyhedsmagasinet Newsweek besluttet igen at udkomme på papir. Årsagen er, at de taber læsere og annoncekroner ved kun at udkomme digitalt, som de begge gik over til for et par år siden.

For de fleste mennesker gider ikke læse lange artikler om tunge emner på internettet. Og derfor vil papirmediet heller ikke forsvinde. Medier som Mandag Morgen og Newsweek og f.eks. også de danske morgenaviser vil mange år frem udkomme via trykkeriet. Men om 5-10 år vil morgenaviserne måske kun udkomme et par gange om ugen? Måske kun som weekendaviser?

Annoncekronerne er størst for papirmedier, fordi læsesituationen på papir er mere rolig og målrettet, end når man surfer på nettet. Samtidig er brugere af papirmedier mere loyale overfor “deres” medie og derfor mere modtaglige for annoncer.

Morgenaviserne har heller ikke stor succes med at få folk til at betale for at læse webaviserne. Det koster nu penge at læse et vis antal artikler på b.dk, pol.dk og jp.dk. Men Politiken har sat prisen ned til sølle 10 kroner om måneden for fri adgang. For man havde svært ved at få brugerne til at betale sølle 40 kroner for samme tilbud.

Den manglende betalingslyst skyldes, at man får gratis webnyheder andre steder. F.eks. på Danmarks Radios website. Derfor ser morgenaviserne gerne, at DR ikke må lave nyheder til internettet. Men det er der ikke flertal for på Christiansborg.

Men morgenaviserne kan varme sig ved, at webmediet nok ikke afløser good old papirmedie lige med det samme. Måske aldrig? Måske vil morgenavisernes oplag endda stige, hvis de går over til “kun” at udkomme som weekendaviser? Og det vil selvfølgelig sænke udgifterne til tryk, distribution, administration m.m. Og måske vil det igen gøre webaviserne gratis for alle?

……………………………………………………………………………………………………………………………………………

Er større europæisk kontrol med internettet muligt?

Edward Snowden har afsløret alt om NSA´s overvågning af europæerne. En overvågning, der ofte sker via internettet. Angela Merkel har derfor forslået, at Europa forsøger at få større kontrol med nettet. Med administrationen af det.

Formålet er, at mails og opdateringer på sociale netværk ikke først skal over Atlanten for at komme fra punkt A til B i Europa. Før en gmail eller hotmail når fra Allinge til Billund, runder den jo først Googles eller Microsofts servere i USA.

Men det er svært at afskærme internet-forbindelsen til USA. For USA har en historisk magt over internettet. Det skyldes to ting:

1) Det var det amerikanske militær, der i halvfjerdserne opfandt internettet og som i firserne blev et netværk mellem offentlige institutioner og universiteter i USA. Således står internettets såkaldte “rodserver” også i Californien. Rodserveren faciliterer alle domænenavne på nettet og administreres af organisationen ICANN. En organisation mange lande ønsker ind under FN. Det har USA afvist.

2) Da internettet er opfundet i USA, er det også amerikanere, som har opfundet de sociale tjenester på nettet: Facebook, Twitter, Gmail osv.

USA har hidtil afvist at afgive internettets rodserver til FN. De mener, at de er beskyttere af den frie kommunikation, og at alle derfor er tjent med, at USA “kontrollerer” internettet.

Men efter afsløringen af NSA´s overvågning, er sagen ny. Og Merkel vil nu have europæisk kontrol med amerikanernes legetøj. Afsløringen har jo skabt en tillidskrise mellem Europa og USA. Men selv hvis rodserveren så og sige stod i FN, er det svært for Europa at få krog i nettet. Både teknisk, kommercielt og legalt.

Teknisk er det kompliceret at sikre de europæiske data og at adskille dem fra amerikanske. Også selvom der er særlige servere for det europæiske internet.

Kommercielt kræver det, at der kommer europæiske alternativer til f.eks. Gmail og Facebook. Og lige nu er det vel ikke realistisk  – med mindre det blev ulovligt at bruge Facebook osv. som i Kina og Iran. Og det er selvsagt heller ikke realistisk eller ønskeligt.

Så eneste mulighed for et europæisk net er faktisk at hyre Frømandskorpset til at cutte internet-kablerne, der løber på bunden af Atlanterhavet mellem Europa og USA.

En skønne dag kommer der måske et europæisk Facebook og Gmail? Men lige nu skal man nok først forsøge at genskabe tilliden over Atlanten. F.eks ved, at EU-loven om databeskyttelse også gælder europæisk data på amerikanske servere.

…………………………………………………………………………………………………………………………………………….

Tysk disciplin skal redde synkende Fulham FC

Der sker vigtigere ting i den her verden. Men for boldtosser er det interessant, at der nu sætter sig en tysker i trænersædet i en engelsk Premier League-klub. Det er ikke sket før. Således har træner-legenden Felix Magath, der har vundet to Bundesliga-titler med Bayern München, sagt ja til at forsøge at redde London-klubben Fulham FC fra nedrykning.

For Fulham står lige nu i kviksand til langt over fodboldstrømperne, og exit-lamperne blinker med ildevarslende styrke. En exit, der fører holdet ud af Europas mest profilerede liga, Premier League, og ned i glemslen i 2. division.

Magath tiltræder øjeblikkeligt og erstatter den tidligere Brøndby-træner Rene Meulensteen, der har beskrevet fyringen af ham som “at trykke på panikknappen på baggrund af frygt og følelser”. I Premier League betyder nedrykning til 2. division nemlig ikke kun ære- og prestigetab. Tabet af tv-, sponsor- og tilskuerindtægter betyder også, at en halv milliard kroner forsvinder ud i det blå. Og det er slet ikke nemt at komme op i Premier League igen med alt dens guld og glamour. Nedrykkeres stjernespillere meler nemlig deres egen karriere og forsvinder andre steder hen.

Således har tyske Magath en skarp kniv for struben fra dag 1. Fulham er nr. sjok, der er 12 kampe tilbage, og godt og vel 10 hold kæmper ligeså indædt for overlevelse som Fulham. Men med tysk disciplin og struktur har Magath vendt dårlige resultater til gode i andre klubber. Og det er dét de ængstelige ejere håber, han nu overfører til deres klub.

Vi ved om tysker-kuren lykkes, når solen går ned på sidste spilledag i maj.

………………………………………………………………………………………………………………………………….Cavling Pris til kontroversiel DR-dokumentar

Cavling Prisen 2013 er givet til DRs tv-dokumentar I Skattely. Over fire afsnit viser den, hvordan skatterådgivere vejleder en fiktiv iværksætter i, hvordan han undgår at betale skat i Danmark.

DR-journalisten, der giver sig ud for at være iværksætter, optager rådgivningen med skjult kamera, og DR viser herefter optagelserne til uvildige skatteeksperter og konfronterer rådgiverne med dem.

Der har været polemik om DRs metoder i den forbindelse. Har DR ikke bare fået svar, som de har spurgt, og har DR vinklet og klippet de skjulte optagelser, så rådgivningen fremstår mere illegal, end den er? Det mener nogle af de medvirkende, som politianmeldte DR og bad om at få udleveret de 8 timers råbånd med skjulte optagelser. Men politianmeldelsen er nu trukket tilbage, og DR vil ikke udlevere råbåndende og tilbage står, at dokumentaren har vundet Cavling Prisen.

I Skattely behandler et relevant emne, og den viser åbenlyst rådgivning i skattefritagelse. Men dokumentaren virker også lavet efter en (på forhånd) vedtaget drejebog. Og når man ikke har set råbåndende, er det svært at sige, om den ligefrem fortjener en Cavling, eller om den skarpvinkler historien for meget.

Men fortælle-, billed- og lydmæssigt er den skruet godt sammen. Historien bæres frem af en autoritær og bastung fortællerstemme, og billederne og klipningen er moderne og dynamisk og minder om stilen i nyere danske spillefilm og dramaserier som KongekabaleØrnen og Livvagterne.

Samtidig har den flotte og dynamiske optagelser af det danske samfund (af infrastrukturen, historiske bygninger, institutioner og hospitaler), som skal forstærke følelsen af, at man snyder nationen og fællesskabet, hvis man rådgiver om, hvordan man undgår at betale skat i Danmark.

Desuden har lydsiden ofte noget filmisk og næsten lyrisk over sig og får seeren i den “rette” stemning. Samlet er det en meget velproduceret dokumentar. Men det er uvist, om den viser virkeligheden, som den er?

Under alle omstændigheder er en tv-dokumentar altid en redigeret udgave af virkeligheden. Se og vurdér selv dokumentaren på DRs tv-site. .

……………………………………………………………………………………………………………………………………………

Det historiske kommunalvalg 2013 

Kommunalvalget 2013 var historisk. Således var der historisk mange kampagner for at få folk til at stemme, og historisk mange stemte til valget.

Samtidig gik Enhedslisten historisk frem og SF markant tilbage. Det var også et nybrud, at Dansk Folkeparti fik en københavnsk borgmesterpost. Og for det ikke var nok, så udsendte Danmarks Radio på valgdagen en historisk upræcis exit poll.

Som både vinteren og valgdagen nærmede sig, var det ellers svært at se, at det ville blive et interessant kommunalvalg. Valgplakaterne i lygtepælene var igen uopfindsomme (og ofte hærværksramte) firkanter med smilende photoshop-billeder. Kampen på argumenter foregik kun i TV-2-regionerne, og eksperter havde travlt med at sige, at vælgerne ikke interesserer sig for lokalpolitik.

Kommunalvalgkampen 2013 havde udstråling som en lygtepæl uden lys, som et træ i november.

Men da novembermørket sænkede sig på valgdagen d. 19, lyste de historiske forhold op. Og lyset over dem alle var den høje valgdeltagelse på godt 73 pct. En stigning på cirka 7 pct. fra seneste kommunalvalg og den højeste stemmeprocent til et kommunalvalg siden 1981.

Årsagen til den høje valgdeltagelse? Jo, det er oplagt, at tre forskellige kampagner har sat kog under stemmeprocenten. Således var formålet med kampagnen Stemmer på Kanten at få flere socialt udsatte til at sætte et kryds. Kampagnen Tænk dig om før du ikke stemmer forsøgte at engagere de unge i valget, og folketingsmedlemmerne Fatma Øktem (Venstre) og Özlem Cekic (SF) arbejdede for at få flere etniske minoriteter til valglokalerne.

Stemmeprocenten i udkantskommunerne er steget markant, og måske skyldes det Stemmer på Kanten-kampagnen? Den er også steget i de store byer (selvom den stadig er noget lavere i København end på landsplan), så noget tyder på, at det også er lykkes at få flere unge og minoriteter til at deltage.

Men eksperter mener også, at folk nu har vænnet sig til at bo i større kommuner, og at det også har fået flere vælgere op af sofaen. Således var den lave valgdeltagelse i 2009 en protest imod storkommunerne, der blev skabt efter kommunalreformen i 2007.

I forhold til stemmefordelingen mellem partierne var det iøjnefaldende, at Enhedslisten gik meget frem og især i de store byer og ikke mindst i København, hvor SF til gengæld blev kørt midt over af det revolutionære søsterpartis bycykel. Samtidig fik Dansk Folkeparti en borgmesterpost på Rådhuset ved H.C. Andersens Boulevard, selvom opbakningen til partiet ingenlunde er ligeså stor i Hovedstaden som i resten af landet.

Endelig må man nævne, at Danmarks Radio ramte spinaten ved indtil midnat at udråbe socialdemokraterne til valgets store taber. DR´s exit poll ramte otte procent forkert i forhold til det endelige resultat for S. Da den sidste stemmeoptæller var gået i seng, var partiet således stadig landets største kommunale parti.

Men at DRs exit poll var så upræcis skyldes måske, at den motiverede socialdemokratiske sofavælgere til alligevel at stemme? Og det har måske også sparket stemmeprocenten op ved det historiske kommunalvalg i november 2013?

– Til sidst et par bemærkninger om afstemningsforholdene på valgstederne  :-)

Hvorfor er pulten i stemmeboksen i en højde, der passer til aldersgrupper, der ikke er stemmeberettigede? Således må vælgere over 18 og over 1.80 cm bøje sig uhensigtmæssigt for at kunne sætte et kryds.

Hvorfor er blyanten, man sætter krydset med så uspidset og uskarp?

Hvorfor er det ikke muligt at afgive sin stemme hemmeligt? Stemmesedlerne (eller kartonplancherne) er så store, at det ikke er muligt at folde dem i stemmeboksen – så det må man gøre uden for boksen, så alle kan se, hvad man har stemt. Hvad er så fidusen med en stemmeboks?

Hvorfor er det ikke en valgurne, man smider kartonplanchen i, men noget der ligner en aflagt flyttekasse fra flyttefirmaet Holger Danske?

Og apropos flyttekasser, så behøver vi vel ikke tænke på at eksportere den danske demokratimodel til “mindre udviklede lande”, så længe der ikke er bedre styr på disse praktiske forhold i det hæderkronede danske demokrati?

……………………………………………………………………………………………………………………………………………

Det nye parti ’Alternativet’

Det er en kamp at stifte et politisk parti. At udfordre establishment og få politisk indflydelse. På vejen mod en plads i Folketinget hedder modstanderne både medierne, uret, bureaukratiet, økonomien, politiske modstandere, spærregrænsen og andet godt.

Som nyt parti er det meget vigtigt at være organiseret og have nem adgang til medierne. Og derfor er det særlig svært for græsrodspartier at komme ind på Christiansborg. Minoritetspartiet, der stillede op til folketingsvalget i 2005 og Fælleslisten, der forsøgte i 2011, er eksempler på græsrødders mislykkede forsøg på at indtage de bonede gulve.

Noget nemmere er det for nye partier, hvor folketingsmedlemmer bryder med deres oprindelige parti. Således er De Radikale stiftet via medlemmers brud med partiet Venstre. SF via Aksel Larsens brud med DKP. CD via Erhard Jacobsen brud med Socialdemokraterne. Liberal Alliance ved, at Khader og Samuelsen brød ud af De Radikale. Og der er flere på listen.

Derfor er der også håb for Uffe Elbæk, der efter fratrædelsen som kulturminister har brudt med De Radikale og etableret partiet ’Alternativet’. Frem til næste folketingsvalg kan Elbæk nemlig promovere partiet via Christiansborg. Den store mediedækning af pressemødet, hvor han lancerede partiet, fortæller alt om fordelen ved at etablere et nyt parti indefra – fra magtens centrum.

Alternativets mærkesager er grøn omstilling, en stærkere iværksætterkultur og en mere åben politisk kultur. Således har partistifter Elbæk oplevet en, ifølge ham, råden kultur på Christiansborg, hvor taktik og personhetz overskygger politiske løsninger.

Så det er pakket med ædle formål, at Alternativet begynder rejsen mod mandater i Folketinget. Men det bliver absolut ikke nemt, og partiet er straks i modvind. Kommentatorer har allerede kaldt initiativet naivt, og mener at partistifteren ikke hører hjemme i politik, hvis han ønsker at ændre den politiske kultur.

Og så skal der selvfølgelig samles underskrifter. Og der skal samles mange underskrifter. 20.000 i alt. Og de skal ikke bare indsamles. Hver underskrift skal også sendes til Folkeregistreret, som skal godkende dem. Herefter sender Folkeregistreret underskriften til den, der har underskrevet, som så igen skal sende underskriften til partiet, som så sender den til Indenrigsministeriet. Og portoen skal partiet betale. Således frimærker for hundrede tusinder kroner. Samtidig skal underskrifterne indleveres i god tid inden et valg, som jo kan udskrives når som helst. Mange nye partier bukker under for dette bjerg af udgifter, tidspres og bureaukrati.

Samtidig vil partierne i Folketinget gøre alt for at spænde ben for Elbæk og co. Man ønsker selvsagt ikke et nyt parti, som vil stjæle af deres indflydelse og penge. Når det gælder pengene, får partierne jo hvert år millioner i tilskud, efter hvor mange stemmer de fik ved seneste valg. Penge man selvfølgelig ikke vil dele med andre håbefulde partier. Og benspænd vil man især se fra partierne, Alternativet kan kapre stemmer fra – såsom SF, Enhedslisten, De Radikale og Liberal Alliance.

Men vigtigste forhindring: Er der minimum to pct. af vælgerne, der er tiltrukket af grøn omstilling, stærkere iværksætterkultur og en ny politisk kultur? I teorien er der nok, men i praksis afhænger det af, hvor dygtig Elbæk er til at kommunikere og til at fremstå som et reelt alternativ. Det bliver interessant at følge.

Se Alternativets introduktionsvideo her.

Opdatering d. 10. januar 2014.

Jeg skrev, at partierne i Folketinget vil gøre alt for at spænde ben for Alternativet op til næste folketingsvalg. Partiet vil jo kapre stemmer fra dem og selvfølgelig også indflydelse og offentlig partistøtte, hvis de kommer i Folketinget. 

Første forsøg på benspænd er så en artikel i den trykte udgave af Metroxpress d. 7. januar 2014. En artikel, der handlede om, at partiet ikke har opdateret sin twitter-konto mellem 21. december og 5. januar, og at det er udtryk for dovenskab og ligegyldighed. Et budskab, der blev bakket op af en ekspert i politisk kommunikation. Læs webudgaven af artiklenher.

Det er meget sandsynligt, at historien er plantet af pressetjenesten i et af partierne, Alternativet især kæmper om vælgere med. F.eks. De Radikale, SF eller måske Liberal Alliance. Det er heller ikke tilfældigt, at historien er plantet i Metroxpress, som har unge mellem 15 og 40 år som primær målgruppe – en aldersgruppe Alternativet også forsøger at appellere til.

Der vil sikkert komme flere gode historier om Alternativets vej mod Folketinget, og i så fald vil jeg skrive om det her.

……………………………………………………………………………………………………………………………………………

Musik om samfund

Det sker, at bands og solister træder ud af den personlige sfære, løfter blikket og laver samfundsbeskrivende eller politisk musik. Politisk musik er dog ofte postulerende og firkantet og rammer sjældent store følelser hos lytteren.

Men leveres budskabet på en subtil eller iørefaldende måde, er den selvfølgelig værd at høre. Her fem bud på udgivelser af nyere dato, hvor det stort set lykkes at forene musik, samfund og politik.

Thom Yorke,  The Eraser

På Thom Yorkes soloalbum fra 2005 synger forsangeren i Radiohead om klimaet og katastrofen, der opstår, hvis ikke vi løser klimaudfordringen. Titlen The Eraser henviser til menneskers misbrug og udviskning af naturen, der som en boomerang vil udviske menneskeheden selv. På coveret bliver mørkets fyrste således oversvømmet af havets bølger.

The Eraser indeholder også et nummer om den engelske ekspert i kemiske våben, der i 2003 blev fundet død under mystiske omstændigheder. Han påstod, at der ikke var masseødelæggelsesvåben i Irak. Men bag dommedagsretorikken og de politiske tekster løber der en opfindsom og til tider poetisk elektronisk musik, og man kan godt høre The Eraser uden at blive bange for dagen i morgen.

And it Rained all Night fra The Eraser. >

PJ Harvey, Let England Shake 

Let England Shake fra 2011 handler om England som krigsnation, og sårene det har sat. Fra kolonikrigene og massakren af engelske soldater i 1. verdenskrig, til Falklandskrigen og deltagelsen i Irak-og Afghanistan-krigene. Men teksterne på albummet er beskrivende og ikke anklagende, og for at skabe en følelse af samfund er der kor og flerstemmighed på sangene, har Harvey udtalt.

Således er Let England Shake et godt eksempel på musik om samfund. “We got up early, washed our faces, walked the fields and put up crosses, passed through the damned mountains, went hellwards and some of us returned, and some of us did notlyder førstehåndsberetningen på den glimrende In the Dark PlacesPJ Harvey fik stor ros og den prestigefyldte Mercury Prize for tekster og musik om en nation, der har mistet tusinder af liv på slagmarken og er fyldt til randen af krigstraumer.

In the Dark Places fra Let England Shake. >

U2, Pop

På Pop fra 1997 er U2 bl.a. inspireret af den omgivende underholdnings-, forbrugs- og fordummelseskultur. “You know you are chewing bubble gum, you know what that is but you still want some, you just cant get enough of that lovey dovey stuff“, synger den nok så berømte forsanger på åbneren Discotheque, om et samfund, der spiser sig sulten i pop og underholdning.

På nummeret Please leverer U2 også deres bøn om forsoning til de stridende parter i Nordirland, men Pop handler ikke kun om samfundet og er ikke et konceptalbum. På den efterfølgende turne, POPMART, går bandet dog linen ud og med historiens største bagskærm og et kæmpe McDonalds-lignende ikon, laver de et total-show om tidens overflade- og forbrugskultur. Live-optagelse af Discotheque fra Pop. >

Midnight Oil, Blue Sky Mining

Midnight Oil er alle politiske sanges moder og på det kommercielle gennembrud fra 1990, Blue Sky Mining, tages forurening af havene, økonomisk grådighed, rettigheder for mindretal og ansvarsforflygtigelse under kærlig behandling af olie-drengene, som slutter hele balladen med en storladen hymne om Antarktis.

Der var ikke plads til fortolkning og tvivl hos nu opløste Midnight Oil, men de smurte deres statements i en olie af medrivende omkvæd og brusende guitar og fik således et stort publikum. Forsanger Peter Garrett opnåede i øvrigt at blive australsk miljøminister fra 2007 til 2010, hvor han gik fra agitator til diplomat. Antarctica fra Blue Sky Mining. >

Nephew, Danmark Denmark

Skal der et dansk “samfundsalbum” på listen er NephewsDanmark Denmark et bud. Albummet tager fat om Danmark som indadvendt, selvfed nation, hvor dobbeltmoralen trives. “Du stemmer rødt, men betaler sort, du siger tolerance er en dyd, men din egen lunte er kort”, synger Kvamm på åbneren Decideret Træt af Pis, om folk med politisk korrekte holdninger de ikke selv udlever.

Landets tilstand tages også godt og iørefaldende op på den Rammstein-inspireredeDanmark Man Dark og på Descendants of King Canute og New Years MorningDanmark Denmark er et forholdsvist ambitiøst projekt, men mangler koncept og helhed for at blive et gennemført, samfundsbeskrivende album.

Descendants of King Canute fra Danmark Denmark.

……………………………………………………………………………………………………………………………………………

Nordisk Råd og nordisk gråd

Norden er jo til at græde over. Ikke kun den uendelige vinter, skyerne, der skiller os fra solen og mørket, der omfavner os. Nej, også samarbejdet i Nordisk Råd er en smule sørgeligt.

For samarbejdet er et stort paradoks. Således støtter et stort flertal i de nordiske befolkninger Nordisk Råd, men ved meget lidt om, hvad Rådet konkret laver.

Nordisk Råd blev stiftet i 1952 af Sverige, Danmark, Norge, Finland og Island. Formålet er ifølge Helsingforsaftalen fra 1962 “at fremme fællesskabet, der er kulturelt og i samfundsopfattelsen“.

Siden er aftalen opdateret med ønsker om at gøre det attraktivt at arbejde og drive virksomhed i Norden og at styrke de nordiske lande internationalt. Og med tiden er man begyndt at uddele kultur- og klimapriser og står bag miljømærket Svanen.

Som nævnt støtter et stort flertal i befolkningerne Nordisk Råd. Målinger viser, at 78 pct. er meget positive eller positive over for samarbejdet. 56 pct. ønsker, at det udvides, og hele 42 pct. ønsker en decideret nordisk forbundsstat.

Men målingerne viser også, at hele 82 pct. slet ikke eller kun i mindre grad ved, hvad Rådet konkret laver. Kun 18 pct. kender i nogen grad til det, og svimlende 0 pct. kender godt til det. Se målingerne her.

Det er et problem, man selvfølgelig er klar over i kommunikationsafdelingen i Nordisk Råd og bl.a. forsøger at løse ved at få mere medieomtale af kulturpriserne. Således skal de nu uddeles ved et stort anlagt gallashow, som vil blive vist på de nordiske public service tv-kanaler.

Men skyldes den store støtte, men ringe kendskab kun manglende medieomtale? Næppe.

For Sverige, Finland og Danmark er også medlemmer af EU, har vigtigere interesser dér og har ikke behov for, at Nordisk Råd spiller en stor politisk rolle. Især den danske regering er imod at give samarbejdet større betydning, mens andre medlemslande gerne vil.

Det forplanter sig selvfølgelig i resten af organisationen, og arbejdskulturen og den eksterne kommunikation er derfor lidt stille og afmålt. Meget i Nordisk Råd bærer præg af, at man sidder mellem to stole og helst ikke skal konkurrere med og tage opmærksomhed fra EU.

Således er Rådet blevet en uforpligtende mødeklub, der laver hensigtserklæringer og hylder den nordiske kultur. Men den er også tømt for tyngde og dramaer, der kan fange mediernes opmærksomhed.

Derfor slutter vi, hvor vi startede. Med nordisk gråd og det lidt sørgelige ved, at Nordisk Råd har et stort potentiale, men får svært ved at ændre, at befolkningerne støtter, men intet kender til samarbejdet.

Men også med nordisk gråd som en tilstand, en mentalitet. For samarbejdet vil stadig være mest kendt for at hylde kulturen og melankolien, der kommer af mørke vintre, stormende kuling og en gråsprængt himmel.

Men også i Norden er der lys for enden af tunnelen. Således også for Nordisk Råd.

Besøg Rådets kølige og elegante website her.

……………………………………………………………………………………………………………………………………………

En fabel: Sol over Danmargarine

Vinter

Vi står på Ydermole Havn i Købenkøligfavn. En færge tuder.

Det er koldt, og skyer svæver ind fra øst. Hvid konfetti hvirvler snart i luften.

Vi drejer om, går ind mod byen, ind til et stormagasin. ’Lad din fladskærm være din faldskærm’ står der over svingdøren til stormagasinet. Dankortet gløder!

Men nej, dankortet bløder. PBS er ikke nede, men i knæ, i koma, korsfæstet. Vi taler Dannebrog, overforbrug og en fane, der falder fra himlen.

Folk stimler, ser vantro på det dalende flag.

Folkeafstemning

Det er nu forår. Kører ned ad Ny Kongensgade og hen til trappen, der fører op til Borgen. Går op ad trappen, gennem Vandrehallen og ind i Salen, hvor der er en ledig stol.

Klokken ringer, skuddet lyder: Folkeafstemning om Europa! Skal Danmargarine flyde nordpå, ind i Skærgården, i favnen på lyse somre og hvide vintre? Eller skal margarinen stege sin identitet på toppen af Europa?

Exit poll, exit fortid.

Lygten

Næste dag stiger solen over Sundet og synker senere bag Vestegnens huse, mellem Rødovre og Hvidovre.

Så tænder gadelygter som små, kunstige sole og en kvinde træder ud af en trappeopgang i Krystalgade. Vil gå en tur i en by, der er som rullet ind i en belyst mine.

Hun har ingen plan med ruten, følger fornemmelsen, tager tilfældige sving, går over kryds, hvor der nu en gang er grønt. Ned ad Stormgade og forbi Borgen, hvor der er lys og debat i Salen.

Inde i Salen småsover en politiker, men så fanger en tvekamp udenfor hans opmærksomhed. En gadelygte blinker uroligt, bokser med at tænde som i en kamp med mørket.

Politikeren følger kampen. Lygten kæmper, er i defensiven, virker som en blåøjet sejler, der synker, men slår pludselig fra sig med fornyet kraft og lyser endeligt over gaden foran Borgen.

Kuglenshavn

Solen er væk, men i hjerter er mørke svøbt i neon. Vi er på byens store plads, hvor gader som blodårer strømmer ud i byen. Som H.C. Andersens Boulevard, der strømmer over broen og langt, langt ud ad Vindmøllevej, hvor der er minemørkt.

Men så træder byen ud af minen. En kugle stiger over Operaen, sætter ild til spir og tårne, der som lunter fører gnisten ned i Kuglenshavn.

Lys og Danmargarine smelter.

.

Da Springsteen væltede Berlinmuren

I år (2013) er det 25 år siden Bruce Springsteen spillede en historisk koncert i Østberlin. Det var i sommeren 1988. Ét år før tusinder af østtyskere sprang over hegnet til den vesttyske ambassade i Prag og halvandet år før Murens fald.

Styret i DDR inviterede Springsteen til Østberlin, fordi hans tekster omhandlede livet i arbejderklassen i USA og således formidlede skyggesiden af livet i Vesten.

Derfor var det også muligt at købe hans musik i pladebutikker i DDR, og styret mente, at en koncert med Springsteen var god propaganda for det rigtige liv i Østeuropa. Men at man mente dét, sagde alt om afgrunden mellem styret og folket i DDR.

En ny bog fortæller, hvordan koncerten havde modsat effekt. Den var alt andet end propaganda for lange køer og tomme hylder i supermarkederne i Østberlin. For publikum fremstod den selvfølgelig som et glimt af solen, der skinnede på den anden side af Muren.

Bogen “Rocking the Wall – The Berlin Concert that Changed the World” af Erik Kirschbaum har interviews med en række af den godt kvarte million østtyskere, der overværede koncerten. De fortæller, hvordan den tændte en gnist og et håb om frihed. Og at den var én af årsagerne til, at man fik mod til at gå op imod diktaturet.

At koncerten blev opsøgt af så mange, at indhegningen af området brød sammen, var også symbol på gnisten, der blev tændt og på Murens fald kort tid efter.

Det blev også mødt med jubel, at Springsteen (på tysk) under koncerten fortalte, at han ikke var kommet for at spille hverken for eller imod regeringer, men for østberlinere i håbet om, at alle barriere en dag ville vælte.

Her efter slog Springsteen akkorderne til Chimes of Freedom af Bob Dylan, og budskabet var ikke til at misforstå. Den i øvrigt også tv-transmitterede koncert havde udviklet sig til noget, Stasi-apparatet gerne ville, men ikke kunne slå ned på.

Berlinmuren var selvsagt også væltet uden Springsteen. Men tidspunktet for koncerten og måden Springsteen afviklede den på, ændrede stemningen i DDR. Den væltede en mur i hovedet på dem, der så den.

Se her et klip fra koncerten, hvor en mand fra USA spiller sin signatur-sang for en uendelig mængde af unge DDR-borgere, og som er det største publikum nogensinde, der har overværet en koncert med Springsteen: http://www.youtube.com/watch?v=a6a6ecvyxNI

.

Håbet der solgte sin sjæl

Vi er i midten af den britiske valgkamp i april 2010. Om få minutter går den første tv-duel mellem lederne af de tre store partier igang. Uden for er træerne ved at springe ud, men valgkampen er fyldt af grå og kedelige grene.

For efter finanskrisen er vælgerne trætte af de vanlige ansigter i britisk politik. Tv-duellen er derfor vigtig for at engagere de millioner af vælgere og tv-seere, som venter på, at noget eller nogen vil begejstre.

To timer og en tv-duel senere har en ny lysende stjerne så sat sig i vælgernes hoveder. En ny udfordrer til den slidte Gordon Brown fra New Labour og den ufolkelige David Cameron fra De Konservative.

Således har Nick Clegg, lederen af det tredje og mindre parti Liberal Demokraterne, gennemført en så flot og overbevisende tv-debat, at meningsmålingerne efterfølgende stiger hurtigere end salgsprisen på de bedste engelske fodboldspillere.

Den i vælgerhavet ukendte Clegg stod mellem Cameron og Brown og var velformuleret, kyndig og ikke mindst ny. Han talte om håb om forandring, og lød som Englands svar på Barack Obama.

Men én ting er meningsmålinger, noget andet er det britiske valgsystem, hvor stemmerne ikke fordeles proportionalt, men efter flertalsvalg i enkeltmandskredse. Kandidaten med flertallet af stemmer i en kreds tager derfor alle stemmer. Et system, der favoriserer New Labour og De Konservative. Så godt nok opnåede Clegg ligeså mange stemmer som i målingerne, men stod på valgnatten med ganske få mandater.

Valgresultatet gav dog heller ikke flertal til hverken De Konservative eller New Labour, og det åbnede muligheder for Clegg. Af nød inviterede David Cameron Clegg til samarbejde, og der blev skrevet et regeringsgrundlag og dannet en koalitionsregering.

Men da Clegg skrev under på regeringsgrundlaget, skrev han også under på sin dødsdom som relevant politiker efter næste valg i 2015. For siden da er alt gået galt. Meningsmålingerne er styrtdykket, mange af hans ministre har trukket sig, koalitionspartneren holder ikke sine løfter over for ham, og han har tabt en folkeafstemning om at ændre det britiske valgsystem.

Først og fremmest er målingerne raslet ned, fordi vælgerne har mistet tilliden til ham. Han fremstod som det nye håb, men indgik en pagt med aristokraterne i De Konservative. Og så lovede Clegg i valgkampen, at der ikke kom brugerbetaling på universiteterne, men det kom der alligevel efter et kompromis med koalitionspartneren.

Han har forklaret sine kovendinger og undskyldt sit løftebrud, men der skal ske et comeback af de helt store, hvis manden ikke skal have et politisk invaliderende knockout-stød ved næste valg. For Nick Clegg fremstår lige nu som forandringen, der blev omfavnet af establishment. Som håbet, der solgte sin sjæl.

Se her tv-debatten fra 2010, hvor Clegg imponerede vælgerne: http://www.youtube.com/watch?v=rk5HvJmy_yg

.

Toget fra Moskva til Hof

Gorbatjov startede toget. Reformtoget, der blev et revolutionstog og i november 1989 medførte Berlinmurens fald og diktaturets endeligt i Østeuropa.

Således gjorde Gorbatjovs reformer i Sovjet, at der også kom reformister til magten i Polen og i Ungarn. Og i Ungarn stod man i foråret 1989 med valget mellem at modernisere pigtrådshegnet ved den østrigske grænse eller at rive det ned. Man valgte det sidste og da den ungarske premierminister, Miklos Nemeth, spurgte Gorbatjov, hvad han syntes om det, trak manden i Moskva blot på skuldrene.

Østtyskere på sommerferie i Ungarn greb hurtigt muligheden for et nyt liv i Vesten og strømmede over grænsen til Østrig og videre til Vesttyskland. Derfor lukkede styret i DDR straks af for rejser til Ungarn.

Men et tog var startet, der ikke kunne stoppes. Nu begyndte tusindvis af østtyskere på ferie i Tjekkoslovakiet at forcere muren til den vesttyske ambassade i Prag. De ville alle til Vesttyskland. Og det kom de. Med den vesttyske udenrigsminister, Hans Dietrich Genscher, som mellemmand fik de lov at køre i særtoge fra Prag, gennem Østtyskland og til den vesttyske by Hof.

Disse særtoge med østtyske flygtninge satte bogstavligt revolutionerne i Østeuropa på skinner. Reformtoget Gorbatjov startede med glasnost (åbenhed) og perestrojka (omstrukturering) blev mellem Prag og Hof til revolutionstoge.

For der var ingen vej tilbage, toget var kørt, Berlinmuren måtte vælte.

For at lade østtyskerne på ambassaden i Prag komme til Vesttyskland krævede styret i DDR, at togene kørte gennem Østtyskland. Således ville man sætte en sidste skræk i livet på dem, og give dem en sidste ydmygelse.

Men det modsatte skete. Via vesttysk tv havde mange østtyskere fået kendskab til særtogene, der kørte gennem den sydlige del af landet. Derfor stod mange langs ruten og prøvede at hoppe på. Og en større folkemængde forsøgte at komme ind på banegården i Dresden, som var lukket for at togene kunne køre uhindret gennem.

Så i stedet for at ydmyge flygtningene blev styret i DDR ydmyget. Og ydmygelsen fortsatte, da tilskuerne ved DDRs 40 års jubilæum få dage efter tiljublede og hyldede gæsten og reformisten Mikhail Gorbatjov og ikke deres egen leder, Erik Honecher.

Kort efter 40 års jubilæet var der store, men fredelige demonstrationer i DDRs næststørste by Leipzig. Få uger senere dansede øst- og vesttyskere sammen på Muren i Berlin. Inden nytår var diktaturet fortid i alle lande i Østeuropa. Takket være reformtoget fra Moskva og revolutionstogene fra Prag til Hof.

Ved 20 års markeringen af Murens fald blev togturen fra Prag til Hof genkørt med flere af passagererne, der sad i togene i 1989. Se en reportage fra togturen 20 år senere her.

.

Historien om Bouazizi

Den 17. december 2010. Vintersolen står op over byen Sidi Bouzid. Alt tyder på en almindelig vinterdag i en anonym tunesisk provinsby.

Fra morgenstunden har grønthandlerne i Sidi Bouzid opsat deres boder på byens marked. Folk går på arbejde, og livet begynder sin gang her 400 kilometer fra hovedstaden Tunis, og hvad der ligner en uendelighed fra politisk historieskrivning.

Således tyder intet på, at dagen i Sidi Bouzid vil sætte et rystende skælv gennem Tunesien og det øvrige Mellemøsten. At den vil føre til diktatores fald, borgerkrige, Nato-bombardementer og ikke mindst frihed for millioner af mennesker.

En af grønthandlerne på markedet i Sidi Bouzid er Mohamed Bouazizi. En 23-årig mand fra fattige kår, der er droppet ud af uddannelsen for i stedet at forsørge sin familie på fem, der i blandt sin mor, som er enke.

Som mange andre grønthandlerne i byen har Bouazizi ikke tilladelse til at sælge frugt og grønt. Men han tager chancen. Man skal bestikke myndighederne for at få tilladelsen, og han har heller ikke andre muligheder for at tjene penge.

Men denne dag kommer myndighederne forbi, og de konfiskerer hans vægte og kurve. Bouazizi protesterer, forsøger at forklare sig, men den kvindelige kontrollør stikker ham blot en lussing.

Udsigten til ikke at kunne forsørge sin familie og ydmygelsen ved offentligt at få en lussing af en fremmed kvinde, er for meget for Bouazizi, der går til den lokale guvernør for at klage over behandlingen. Men han bliver bedt om at gå igen.  Intet kommer myndighederne mindre ved.

Bouazizi føler nu, der står en mur mellem ham og fremtiden og i alt ophobet frustration, ydmygelse og håbløshed vælger han at lave den ultimative protest, det ultimative råb om hjælp. Han køber en dunk benzin, stiller sig foran Guvernørhuset, hælder benzinen over sig, sætter ild og går op i flammer.

Hans voldsomme handling sender chokbølger gennem lokalområdet, opildner kolleger og andre lokale, der spontant begynder en demonstration for Bouazizi og imod diktaturet i Tunesien. Hændelsen udløser simpelthen årtiers undertrykt had til et korrupt og respektløst regime.

Bouazizi bliver alvorligt forbrændt og dør d 4. januar 2011. Hans død sætter gang i demonstrationer i hele Tunesien, og den 14. januar 2011 flygter diktatoren Ben Ali ud af landet. Vi kender så den efterfølgende kæde af historiske omvæltninger i Libyen, Egypten, Yemen, Syrien osv.

Således er den 17. december 2010 i Sidi Bouzid en mærkedag i verdenshistorien, hvor Bouazizis martyrium og den efterfølgende demonstration forvandlede en almindelig vinterdag til et arabisk forår.

Til toppen af siden.

Reklamer