Roskilde Stones!

Rolling Stones er hovednavn på Roskilde 2014. Det får de 20 mio. for. Men man kunne også ha´ brugt pengene på at hylde festivalen, som den var engang. Som den var i 90´erne. Og hylde den med en stenstatue. En Roskilde Stones! For Roskilde dengang var selvfølgelig større og stærkere end i dag. Mere nyskabende, mere cool, mere monumental. Eller er det bare nostalgi?

Men 90´erne var brydningstid i musikken. Nye genrer og udtryk opstod. Britpop, klynkerock, grunge, triphop og electrorock er alle børn af den tid, og pegede alle ind i fremtiden. Så jo: musikken var sgu stærkere på Roskilde i 90´erne, publikum flere, beatet højere og vejret som det nu var.

Som i 1990 da Midnight Oil fyrede op for for klassikeren Beds are Burning og satte alt i brandmens solens sidste stråler gik ned bag Orange Scene. Eller da vandmasser og en satans storm slugte festivalen i 1991. Men man tog det sure med det søde i de gode 90`ere.

Og det søde stads var der nok af i 1992, hvor grungerocken slog ring om vores EM i fodbold. Pearl Jam spillede intro til 2-0-sejren i finalen i Gøteborg, mens Nirvana jammede tredje halvleg og førte alle os rockende roligans ind i en berusende nat.

Man må også nævne Neil Youngs og New Orders midnatskoncerter i 1993, mytiske Jeff Buckleys eneste optræden i Danmark på Festivalen i 1995 og Oasis og Radiohead, der samme år spillede store koncerter i Roskildes små telte inden de blev verdensstjerner. Oasis havde bl.a. urpremiere på det senere storhit Don´t Look Back in Anger.

Mews koncert derude i 1998, hvor ingen kendte dem, men alle hørte noget stort var i spil, er også et højdepunkt samt Kraftwerks comeback-koncert samme år.

Roskilde i 90´erne var en poetisk maskine af ikoniske øjeblikke! Få nævnt, mange glemt.

Og dengang ku herligheden endda ses og høres for en tredjedel af dagens billetpris. Så når Jagger synger “I can´t get no, satisfaction” på Orange til sommer, er det en sang om, at alt var bedre i går. Også Roskilde-Festivalen. Måske? Jeg har ikke været der siden år 2000.

Men en statue til nostalgiens Roskilde. En Roskilde Stones!

Reklamer