Håbet der solgte sin sjæl

Vi er i midten af den britiske valgkamp i april 2010. Om få minutter går den første tv-duel mellem lederne af de tre store partier igang. Uden for er træerne ved at springe ud, men valgkampen er fyldt af grå og kedelige grene.

For efter finanskrisen er vælgerne trætte af de vanlige ansigter i britisk politik. Tv-duellen er derfor vigtig for at engagere de millioner af vælgere og tv-seere, som venter på, at noget eller nogen vil begejstre.

To timer og en tv-duel senere har en ny lysende stjerne så sat sig i vælgernes hoveder. En ny udfordrer til den slidte Gordon Brown fra New Labour og den ufolkelige David Cameron fra De Konservative.

Således har Nick Clegg, lederen af det tredje og mindre parti Liberal Demokraterne, gennemført en så flot og overbevisende tv-debat, at meningsmålingerne efterfølgende stiger hurtigere end salgsprisen på de bedste engelske fodboldspillere.

Den i vælgerhavet ukendte Clegg stod mellem Cameron og Brown og var velformuleret, kyndig og ikke mindst ny. Han talte om håb om forandring, og lød som Englands svar på Barack Obama.

Men én ting er meningsmålinger, noget andet er det britiske valgsystem, hvor stemmerne ikke fordeles proportionalt, men efter flertalsvalg i enkeltmandskredse. Kandidaten med flertallet af stemmer i en kreds tager derfor alle stemmer. Et system, der favoriserer New Labour og De Konservative. Så godt nok opnåede Clegg ligeså mange stemmer som i målingerne, men stod på valgnatten med ganske få mandater.

Valgresultatet gav dog heller ikke flertal til hverken De Konservative eller New Labour, og det åbnede muligheder for Clegg. Af nød inviterede David Cameron Clegg til samarbejde, og der blev skrevet et regeringsgrundlag og dannet en koalitionsregering.

Men da Clegg skrev under på regeringsgrundlaget, skrev han også under på sin dødsdom som relevant politiker efter næste valg i 2015. For siden da er alt gået galt. Meningsmålingerne er styrtdykket, mange af hans ministre har trukket sig, koalitionspartneren holder ikke sine løfter over for ham, og han har tabt en folkeafstemning om at ændre det britiske valgsystem.

Først og fremmest er målingerne raslet ned, fordi vælgerne har mistet tilliden til ham. Han fremstod som det nye håb, men indgik en pagt med aristokraterne i De Konservative. Og så lovede Clegg i valgkampen, at der ikke kom brugerbetaling på universiteterne, men det kom der alligevel efter et kompromis med koalitionspartneren.

Han har forklaret sine kovendinger og undskyldt sit løftebrud, men der skal ske et comeback af de helt store, hvis manden ikke skal have et politisk invaliderende knockout-stød ved næste valg. For Nick Clegg fremstår lige nu som forandringen, der blev omfavnet af establishment. Som håbet, der solgte sin sjæl.

Se her tv-debatten fra 2010, hvor Clegg imponerede vælgerne: http://www.youtube.com/watch?v=rk5HvJmy_yg

Reklamer