Fremtiden tilhører papirmediet!

To store medier har nu indset det: Fremtiden tilhører papirmediet! Således har Mandag Morgen og nyhedsmagasinet Newsweek besluttet igen at udkomme på papir. Årsagen er, at de taber læsere og annoncekroner ved kun at udkomme digitalt, som de begge gik over til for et par år siden.

For de fleste mennesker gider ikke læse lange artikler om tunge emner på internettet. Og derfor vil papirmediet heller ikke forsvinde. Medier som Mandag Morgen og Newsweek og f.eks. også de danske morgenaviser vil mange år frem udkomme via trykkeriet. Men om 5-10 år vil morgenaviserne måske kun udkomme et par gange om ugen? Måske kun som weekendaviser?

Annoncekronerne er størst for papirmedier, fordi læsesituationen på papir er mere rolig og målrettet, end når man surfer på nettet. Samtidig er brugere af papirmedier mere loyale overfor “deres” medie og derfor mere modtaglige for annoncer.

Morgenaviserne har heller ikke stor succes med at få folk til at betale for at læse webaviserne. Det koster nu penge at læse et vis antal artikler på b.dk, pol.dk og jp.dk. Men Politiken har sat prisen ned til sølle 10 kroner om måneden for fri adgang. For man havde svært ved at få brugerne til at betale sølle 40 kroner for samme tilbud.

Den manglende betalingslyst skyldes, at man får gratis webnyheder andre steder. F.eks. på Danmarks Radios website. Derfor ser morgenaviserne gerne, at DR ikke må lave nyherder til internettet. Men det er der ikke flertal for på Christiansborg.

Men morgenaviserne kan varme sig ved, at webmediet nok ikke afløser good old papirmedie lige med det samme. Måske aldrig? Måske vil morgenavisernes oplag endda stige, hvis de går over til “kun” at udkomme som weekendaviser? Og det vil selvfølgelig sænke udgifterne til tryk, distribution, administration m.m. Og måske vil det igen gøre morgenavisernes webudgaver gratis for alle?

Reklamer