Censur og informationsfrihed i Tyrkiet

Der er ballade i Tyrkiet om sociale mediers indflydelse på politik. For premierminister Recep Erdogan står i problemer til langt over jakkesættet. Anklager om korruption hagler ned over ham. Og anklagerne er startet på de sociale medier. Hør en af de påståede lydoptagelser af korruptionsaftaler med Erdogan her.

Alt sammen har gjort den temperamentsfulde Erdogan gal i skralden. Og fik han sin vilje, blev Twitter, Facebook og YouTube lukket før solen næste gang går ned over Istanbul. Han ser nævnte medier som en plage for det tyrkiske samfund og for hans mulighed for at beholde magten.

Den 20 og 21. marts blev Twitter således blokeret for de godt ti millioner tyrkiske brugere af tjenesten. Erdogans regering har besluttet, at myndighederne må blokere sites på nettet, der “skader” Tyrkiet. Og det uden en dommerkendelse. Noget der ligner iranske tilstande, og loven har medført store protester i tyrkiske storbyer.

Men den evige kamp mellem magten, folket og informationsfriheden er også særlig tydelig i et Tyrkiet, der ikke er en del af Europa og ikke en del af Mellemøsten. Ikke en del af den frie verden og ikke en del af den lukkede. En sekulær stat, men en religiøs nation. Et land i en gråzone mellem modernitet og fortid.

Og derfor kan Tyrkiet ikke finde sine fødder i forhold til sociale medier. Og ikke kun når premierministeren er i fedtefadet. Således blev YouTube blokeret i Tyrkiet fra 2008 til 2010, da der var videoer på sitet, der krænkede landsfaderen, Kemal Atatürk. Og fremover vil vi sikkert se flere blokeringer af sociale sites, og vi vil se åbenlyse protester mod Erdogans forsøg på at styre informationsstrømmen.

Derfor er Tyrkiet en interessant skueplads for kampen mellem censur og informationsfrihed. I den tyrkiske gråzone kan ingen af delene knuse den anden.

Reklamer